Hvad er Dashain, og hvordan holder man den i København?

10. september 2026 · 5 min

Byggespirer dyrket i mørke i en skål med sand, og fjorten dage senere rød ris trykket på panden af den ældste i rummet. Det er Dashain, og for de fleste nepalesiske familier er det det faste punkt, resten af året måles ud fra.

Det er også den fest, der er sværest at holde i udlandet, for den er bygget op om at rejse hjem. Femten dage overlever ikke mødet med et dansk efterår, og de slægtninge, der ellers ville have fyldt huset, bor spredt ud over hele Øresundsregionen og længere væk. Det, der overlever, og det de fleste familier her lander på, er én lang dag i et lokale, der er stort nok til at rumme alle på én gang.

Hvad Dashain egentlig er

Dashain er den længste og vigtigste fest i det nepalesiske år, en hinduistisk fejring af gudinden Durga og hendes sejr over dæmonen Mahishasura. Det gode over det onde, og hele familien samlet om bordet. Femten dage fra den første til den sidste.

Den begynder med Ghatasthapana. Der stilles et kar med vand op, og der sås bygkerner i sand i et mørklagt rum. De vandes hver dag, og spirerne kommer op lysegule, fordi de aldrig har mødt dagslys. De spirer hedder jamara, og de får betydning senere.

Den tiende dag, Vijaya Dashami, er den dag, alt andet lægges omkring. De ældste sætter sig, alle yngre kommer til dem på skift, og hver enkelt får tika på panden, en blanding af ris, yoghurt og rød vermilion, med et par strå jamara bag øret og en velsignelse sagt højt. Børnene får som regel dakshina samtidig, en lille gave fra den ældres hånd. Derefter går man videre til den næste ældre og det næste hjem, og dagene efter Dashami forløber præcis sådan, med tanter, onkler, fætre og kusiner, indtil fuldmånen lukker festen ved Kojagrat Purnima.

Drager, gynger af bambus, nyt tøj og en enorm mængde madlavning ligger rundt om det hele. Tihar, lysfesten, følger et par uger efter, at Dashain er slut.

Hvorfor datoen aldrig er den samme to år i træk

Dashain følger den nepalesiske månekalender Bikram Sambat og ikke kalenderen på væggen på arbejdet, så den falder på forskellige dage fra år til år. Den ligger om efteråret, og derudover kan ingen sige datoen på stående fod. Dagene aflæses af månekalenderen og ligger først fast forholdsvis tæt på, så spørg jeres egen familie eller jeres præst, hvilken dag der er jeres, før I binder jer til noget med depositum på.

Så er der den danske halvdel af problemet. Tika-dagen lander kun på en lørdag, når kalenderen tilfældigvis er venlig, og skoler og arbejdspladser her flytter sig ikke efter den. Derfor holder de fleste familier i København selve ritualet hjemme om formiddagen på selve dagen og lægger selskabet den nærmeste lørdag eller søndag.

Så er I i en efterårsweekend, i de samme uger hvor danske familier booker fødselsdage, og hvor firmaerne er begyndt at spørge til julefrokosten. Spørg hellere tidligt end sent. Salen tager 30 til 120 gæster, og der er kun én af den, så weekenden på hver side af jeres tika-dag er værd at holde fri, så snart datoen ligger fast.

Indret lokalet til tika, ikke til middag

Et Dashain-selskab er ikke en middag med et ritual sat foran. Tika er selve begivenheden, og maden kommer bagefter, så lokalet skal indrettes i den rækkefølge.

• To pladser til de ældste i den ene ende med frit gulv foran sig. Det er her, alle dagens billeder bliver taget.
• Et lille bord ved siden af til tika-fadet, jamara, et spejl og dakshina.
• Køen ordnet efter alder, ældst til yngst, hvilket folk selv finder ud af, når de første er gået op.
• Ingenting serveres, før tika er færdig. Med tres slægtninge tager det langt længere, end nogen regner med, og mad, der allerede står på bordene, står bare og bliver kold.

Det ene lokale hjælper mere, end det lyder til. Vores sal er ét rum, så tika-hjørnet og spisebordene deles om det: bedsteforældrene bliver ikke sat for sig selv, mens tallerkenerne bæres forbi dem, og ingen misser sin tur, fordi de var drevet ud på en gang. Lydanlæg og projektor er med i lokalelejen, hvilket er værd at vide, hvis I gerne vil have billeder af familien i Nepal op på væggen, mens tika står på.

Maden, og den ene ting det er værd at bede om

Sel roti hører til netop denne fest. Det er en ring af sødet risdej, udblødt, malet og sprøjtet i hånden ned i varm olie, lavet til Dashain og Tihar og spist lun. Uanset hvad formen antyder, er det ikke en doughnut. Fordi vores køkken ligger i denne bygning, kan den komme i olien, mens jeres gæster stadig spiser, og nå bordet lun, hvilket er det meste af pointen med den.

Rundt om den ligger det, et familieselskab i virkeligheden gerne vil have. Dal bhat tarkari, altså linser, ris og grøntsagscurry spist sammen fra én tallerken, hvor genopfyldning er reglen. Momo. Sekuwa, marineret kød grillet over kul, fra bjergene i det østlige Nepal. Choila til den newarske del af familien, kød svedet af over flamme og derefter vendt skarpt i sennepsolie og timur. Vi har skrevet særskilt om dal bhat og om momo.

Den ene ting, det er værd at bede om, er styrken. Det meste af heden i dette køkken bor i achar ved kanten af tallerkenen og ikke i gryden, så bed om den i to skåle, en mild og en, der ikke er. Det er dét, der gør, at en bedstemor og en dansk fætter på ni kan spise fra samme buffet, uden at nogen af dem skal betjenes for sig.

Enhver menu kan laves helt vegetarisk, hvilket betyder noget, hvis en del af familien holder sig vegetarisk gennem festen, og menuprisen halveres for børn i alderen 5 til 12 år. Hvad menuerne består af, står på cateringsiden, og hvad de koster per person står på prissiden.

Parkering på grunden er gratis, og det er den stille grund til, at et selskab kan begynde ved middagstid og stadig køre om aftenen, uden at nogen skal ud og tage sig af bilen.

Kom og stå i lokalet, før I beslutter, hvor de ældste skal sidde. Book et besøg på Højdevej 59 i 2300 København S, eller ring til os på +45 21 95 92 92 og fortæl, hvilken efterårsweekend I kigger på.